Copenhagen Historic Grand Prix hylder racerbilen og dens udvikling fra motorsportens spæde begyndelse til nutidens moderne el- og hybridbiler. For PEUGEOT har motorsport altid været en del af mærkets DNA, og den farverige motorsportshistorie tæller sejre helt tilbage fra 1895 i det første racerløb med Type 7 til flere Le Mans-sejre, rekorder til Pikes Peak rally, sejre i Dakar Rally og flere rally verdensmesterskaber. Det er derfor helt i tråd med både fortidens bedrifter og nutidens ambitioner, at Team Peugeot TotalEnergies er til stede ved et event som Copenhagen Historic Grand Prix, der netop tager afsæt i passionen for racerbiler og deres historie.
Peugeot Sport er nemlig klar til at skrive et nyt kapitel med udviklingen af den helt nye Hypercar Peugeot 9X8, der i 2022 skal dyste i FIA World Endurance Championship både til sekstimersløbet på Monza og japanske Fuji i september samt ottetimersløbet i Bahrain til november, mens 2023-sæsonen blandt andet byder på deltagelse i 100-års-udgaven af det ikoniske 24-timers Le Mans.
Den danske fabrikskører for Team Peugeot TotalEnergies, Mikkel Jensen, har været en del af det ambitiøse projekt i halvandet år, hvor han har bidraget både til designet af dele af cockpittet og udviklingen af bilens performance.
Nu kan han opleves på dansk asfalt, når han den kommende weekend sætter sig bag rattet af den lynhurtige Peugeot 208 Rally 4, som er stillet til rådighed af Brian Madsen Sport til velgørenhedsløbet ”Race for Riget”. Her kan man købe en hæsblæsende oplevelse for livet, der går til et vigtigt formål, idet alle indkørte midler doneres ubeskåret til BørneUngeProgrammet på Rigshospitalet, der har som ambition, at børn og unge får positive oplevelser, mens de er i behandling.
”Jeg glæder mig til at komme til København og være med i ræset, fortæller Mikkel Jensen og fortsætter: Copenhagen Historic Grand Prix er et ikonisk event, som samler en masse motorsportsfans og byder på fede racerbiler, og ”Race for Riget” kommer alle til gode. Det støtter et godt formål, og jeg er utroligt glad for at være med til at hjælpe. Det er meget sjældent, at jeg er på dansk grund i en racerbil, så jeg ser frem til at møde de danske fans, som følger med i vores arbejde med Peugeot i FIA World Endurance Championship og på Le Mans.”
”Race for Riget” varer én time og kan opleves både lørdag og søndag til Copenhagen Historic Grand Prix, hvor der ud over Mikkel Jensen vil være deltagelse af en række andre prominente danske motorsportsstjerner.